Palmen Parajubaea torallyi

frø af palmen Parajubaea torallyi

Parajubaea torallyi er en smuk, ret kuldetålende palme fra Bolivia i Sydamerika. Den ses sjældent dyrket uden for sin naturlige habitat i Bolivia, fordi frøene er meget store, hvilket medfører store transportomkostninger.

Arten findes kun i Bolivia, hvor den vokser i tørre og støvede dale i de indre Andesbjerge i en højde af 2700–3400 m over havet. Det er den palmeart der naturligt vokser i de største højder. I disse højder kommer temperaturen sjældent over 20 °C, og nattefrost ned til –7 °C er ikke sjælden om vinteren (juli og august). Nedbøren er mindre end i Danmark, kun 550 mm.

Artens tolerance overfor tørke, varme, kulde og frost og dens evne til at opretholde et pænt udseende også under mindre gunstige betingelser, har gjort at nogle mener at arten har et stort potentiale som prydplante, dels som stueplante, dels som haveplante i varmt tempererede og sutropiske områder. Den laveste temperatur, som det vides at arten har overlevet er –8 ° C. Disse planter mistede alle deres blade, men vækstpunktet overlevede og om foråret skød planterne nye blade. I Europa skal man ikke regne med at planten kan overleve temperaturer lavere end –3°C.

I Bolivia er denne palme normalt op til 14 m høj med en stammediameter på 25–35 cm, men eksemplarer, der er 100 år gamle eller ældre kan blive 30 m høje med en stammediameter på 50 cm. Da palmer ikke har sekundær tykkelsesvækst (stammen kan ikke vokse i tykkelse, når den er færdigdannet), må disse planter fra starten have haft bedre vækstbetingelser end tyndere, yngre eksemplarer. En veludviklet krone har omkring 20 blade, hvoraf nogle kan være op til 5 m lange. Men planter, der dyrkes udenfor Bolivia er mindre.

Der er i den naturlige habitat to adskilte populationer, der hovedsageligt adskiller sig fra hinanden ved forskel i frugtstørrelse. De er for nylig blevet beskrevet som to adskilte underarter: P. torallyi var. microcarpa, der har de mindste frugter, og P. torallyi var. torallyi, der har de største frugter. Skønt de to underarter ikke adskiller sig særlig fra hinanden i det ydre, så bliver var. microcarpa ikke helt så stor som var. torallyi, men hvad angår tilpasningsevne og robusthed er der ingen forskel på de to underarter.

Frøene har med urette et ry for at være upålidelige i spiringen. Det er rigtigt at spiringen kan være noget spredt, men frøene spirer nemt hvis de får de rigtige forhold. Frøene må kun være halvt begravede i jorden, der kun må være let fugtig. Med passende pasning i et egnet subtropisk klima og et solrigt voksested, vil frøplanterne hurtigt udvikle sig til et højt, robusstammet træ med en stor fjerbold-lignende krone med fint fjerformede, læderagtige blade.

Parajubaea torallyi er en populær prydplante der ofte dyrkes i parker og ved fortove. I Ecuador og det sydlige Colombia dyrkes Parajubaea cocoides, der er en langsommere voksende palme der er mindre frostbestandig, ofte i højden 2500 til 3000 meter. Da den fuldstændig ligner Parajubaea torallyi, og dens naturlige habitat ikke kendes, anses det for at være en dyrket form af denne.

Den mindste art inden for Parajubaea-slægten er Parajubaea sunkha, der først er blevet beskrevet som art i 1996. Den bliver kun 8 meter høj og findes naturligt i Andes-dale i regionen Vallegrande, i distriktet Santa Cruz i Bolivia i højden 1700–2200 meter. Den regnedes tidligere for en form af Parajubaea torallyi, indtil ny taxonomisk forskning viste at det var en selvstændig art, og den blev omdøbt til Parajubaea sunkha.

Palmer i slægten Parajubaea er nemme at dyrke. Den bedste måde at formere dem på er ved frø, men det kræver tålmodighed, da frøene – ligesom i naturen – spirer meget langsomt og ujævnt. Den gennemsnitlige spiringstid ligger på omkring halvandet år. Nogle frø spirer inden for en måned, men andre først spirer efter to år. I modsætning til de fleste andre palmearter skal spiringstemperaturen være lav, omkring 15 °C. Højere temperaturer end 20 °C influerer negativt på spiringen, idet de indikerer tørketid, som er uegnet for spiring.

Før de sås skal frøene ligge i ca. 20 °C varmt vand i 5 til 7 dage (den småfrøede varietet) eller 2 uger (den storfrøede varietet). Vandet skal skiftes dagligt. Man kan scarificere frøene (lave hul på skallen) for at opnå bedre spiring.

Opholdet i vandet vil afslutte frøenes hvileperiode og indikere at regntiden, der er bedst for spiring, er begyndt. Hvileperioden beskytter frøene fra at spire i løbet af tørtiden i Bolivia, der er om vinteren fra juni til oktober.

Efter iblødsætningen sås frøene i en beholder eller en plastikpose, men kun halvdelen af frøet må være dækket af jord, og temperaturen skal holdes på omkring 15 °C. Det er en god idé at variere døgntemperaturerne så der er ca. 20 °C om dagen og 10 °C om natten.

Jorden som frøene er sået i må ikke være for fugtig, da det kan forårsage at frøene rådner. Hovedforskellen mellem Parajubaea og de fleste andre palmeslægter er den lavere dyrkningstemperatur og den tørrere jord den kræver.

Efter såningen skal frøene tilses hver 3– 4 uge og spirende frø skal sås i deres egen potte. Nogle palmedyrkere giver følgende råd om frø der ikke er spiret i løbet af fire måneder: lad jorden tørre ud og lad den være tør i nogle få uger. Tag frøene op af jorden og lad dem ligge i vand i omkring en uge og så dem så igen. Disse frø skulle begynde at spire i løbet af et halvt år. Hvis der stadig er nogle frø der ikke er spiret gentages processen, indtil alle frø er spiret. Hvis det gribes an på denne måde skulle spiringsraten blive næsten 100%, men tålmodighed er nødvendig med disse dovne frø! En ung Parajubaea-plante er ret hårdfør, forudsat at der ikke vandes for meget. Unge planter trives bedst i let skygge (i naturen vokser de jo i skyggen af deres forældre), hvorimod ældre planter kræver fuld sol.

Slægten Parajubaea er en af de mest truede sydamerikanske palmer. Årsagen er ødelæggelse af den naturlige habitat gennem anlæggelse af marker, træfældning og overgræsning med kvæg. Disse palmer findes i naturen i et meget lille område hvilket gør dem meget sårbare over for udryddelse. På grund af de store frø er slægtens spredningsevne begrænset. Det dyr, der i højest grad bidrager til plantens spredning til nye områder er brillebjørnen (Tremarctos ornatus), men også disse dyr er truet af menneskets aktiviteter.

««« Forrige artikel: NOVODOR FC til bekæmpelse af coloradobillen Næste artikel: Den kuldetålende palme Rhapidophyllum hystrix (nålepalme) »»»

Onsdag 1.6.2011 15:13 | udskriv | Palmer