Botanix – et magasin om planter og om at holde have

Botanix dansk udgave

Hvorledes man dyrker firbladet kløver (Marsilea quadrifolia)

foto

Kløverbregne (Marsilea quadrifolia)

Kløverbregne (Marsilea quadrifolia) er en vandbregne, hvis blade ligner firkløverblade. Kløverbregne og almindelig kløver står systematisk meget langt fra hinanden, for kløverbregne er en sporeplante, mens almindelig kløver er en blomsterplante og opstået meget senere i evolutionens historie. Mens almindelig kløver er velkendt i Danmark er kløverbregne næsten ukendt, på trods af at den er meget dekorativ.

Kløverbregne har lange jordstængler (rhizomer), der minder noget om skosnørebånd. Ud fra disse rhizomer vokser bladene, der flyder på vandet. Bladene er firdelte på en måde, der minder om firkløvere. Hvis man tager rhizomerne op af vandet om efteråret kan man på dem se små, bønneagtige udvækster. Det er sporefrugter (sporokarper) som huser sporer, hvilket viser, at der er tale om en sporeplante, og ikke en frøplante. Kløverbregne vokser i næringsrigt ferskvand, og kan findes på alle kontinenter undtagen Sydamerika.

I Nordamerika betragtes planten som invasiv. I Slovakiet (dette websites hjemland) vokser planten vildt på 7 lokaliteter langs Latorica-floden. Tidligere fandtes den langs floderne Bodrog, Laborec og Uh. Kløverbregne kan holdes i stueakvarier på samme måde som beslægtede tropiske arter.

Kløverbregne (Marsilea quadrifolia) er ikke en krævende plante at dyrke og klarer sig i næsten en hvilken som helst vandansamling, bare der også er lidt jord på bunden. Man kan bruge en beholder helt ned til 20×20×20 cm, men det er bedre med et kar på 60–80 liter eller mere. Den er ret tolerant overfor frost, men kan ikke klare sig udendørs i Danmark. Den behøver ikke nødvendigvis frit vand, men kan også vokse på fugtig jord. Som helhed vokser slægten Marsilea i områder, der skiftevis oversvømmes og tørlægges, typisk langs floder med skiftende vandstand.

foto

Kløverbregne (Marsilea quadrifolia)

Kløverbregne kan om sommeren holdes i en havedam, rhizomerne skal blot placeres på jorden på bunden af dammen. Vandkvaliteten spiller ikke nogen stor rolle, planten er meget tolerant hvad det angår, og kræver i øvrigt ingen pasning. Den tilpasser sig nemt skiftende vandstand, og kan holdes på indtil 1 m vanddybde, idet bladene tilpasser deres længde så bladpladen flyder ovenpå vandet. Om vinteren skal den holdes i en indendørs vandbeholder.

Planten kan formeres ved at dele rhizomerne i dele på ned til 10 cm længde. Den kan også formeres med sporefrugterne, men de skal først knækkes så der kan trænge vand ind i det indre. Der er han- og hunsporer, der vokser ud til forkim (planten har som andre bregner generationsskifte), hvorpå befrugtningen foregår.

««« Forrige artikel: Hvordan man dyrker mangoplanter fra frø Næste artikel: Hvordan man anlægger en ny græsplæne »»»

Lørdag 4.6.2011 15:30 | udskriv | Vand og vandplanter

Om KPR

KPR - Haveejernes Klub Slovakiet
KPR-Haveejernes Klub er en international haveejerklub Læs mere...
Del dine erfaringer med plantedyrkning med andre haveejere. Skriv en artikel om at holde have, plantedyrkning, planter osv. og få den offentliggjort på dansk på vores hjemmeside - Botanix. Kontakt os angående de nærmere detaljer.

Kategorier: alle Eksotiske planter Græs Nåletræer Palmer Skadedyr Svampe Vand og vandplanter Vejledninger i dyrkning af planter